design // praqtice.dk Faxe Dyrehospital  
 

Udskriv



09-07-2010 Ny hundelov

I juni 2010 vedtog Folketinget de meget omdiskuterede ændringer til Hundeloven. Den nye Hundelov er trådt i kraft den 1. juli 2010.

Ændringerne vedrører flere dele af den tidligere gældende lov og bedst kendt fra medierne er indførslen af et forbud mod 13 hunderacer. Der blevet er indført en overgangsordning for dem, som allerede ejer hunde af disse racer.

 

Herudover er der sket ændring af kravet til mærkning og registrering af hunde. Hvalpe skal fremover være mærkede med chip eller tatovering og registreret i Dansk Hunderegister, før de er 8 uger gamle.

De 13 forbudte racer
Pitbull terrier
Tosa inu
Amerikansk staffordshire terrier
Fila Brasileiro
Dogo argentino
Amerikansk bulldog
Boerboel
Kangal
Centralasiatisk ovtcharka
Kaukasisk ovtcharka
Sydrussisk ovtcharka
Tornjak
Sarplaninac

Racerne og krydsninger af racerne er forbudte i Danmark med tilbagevirkende kraft fra 17. marts 2010. Det er også forbudt for turister at medbringe forbudte hunde under et ferieophold i Danmark. Pitbull terrier og Tosa inu har været forbudt i tidligere gældende lovgivning, men for de øvrige 11 racer gælder der en overgangsordning for de personer, som har anskaffet sig en hund, som nu er blevet forbudt.

Overgangsordning (gælder ikke Pitbull terrier og Tosa inu)
Hunde tilhørende en af ovenstående racer samt krydsninger af disse, som er anskaffet senest 17. marts 2010 hører under overgangsordningen og må fortsat beholdes. Hundene må dog ikke overdrages til anden ejer. De skal på alle offentlige steder bære forsvarlig, lukket mundkurv og være i snor som maximalt må være 2 meter lang. I hundeskove må hundene færdes uden snor, men skal fortsat bære mundkurv.
Har man anskaffet sig en hund, som er omfattet af forbuddet, efter 17. marts 2010, er den ikke omfattet af overgangsordningen. Politiet kan afgøre, at disse hunde skal aflives.

Opdrættere af de forbudte racer, som har haft kennel før 17. marts 2010, kan fortsat avle hundene frem til 30. juni 2015. Eftersom det er forbudt at beholde hvalpene og forbudt at overdrage dem til anden ejer, vil de dog ikke kunne afsættes i Danmark.

Andre racer
Hersker der tvivl om, hvorvidt en hund tilhører en af de forbudte racer eller en krydsning af disse, er det ejerens ansvar at kunne dokumentere, at det ikke er tilfældet. På Justitsministeriets hjemmeside findes en ’positivliste’ over racer, som har træk til fælles med de forbudte racer. Har man en af disse racer, bør man derfor være særlig opmærksom på at få dokumentation på hundens race eller type.

Se listen på justitsministeriets hjemmeside her: >>Link

Fremadrettet
Justitsministeriet vil efter 3 år evaluere forbuddet mod de nævnte hunderacer.
Det vil kræve en ændring af Hundeloven at forbyde yderligere racer.



Vordingborg Dyrehospital | Kværnvej 8 | 4760 Vordingborg | Tlf.: 5534 4949